Gør online kurser en forskel?

Vi antager ofte, at vi automatisk ændrer adfærd på jobbet, når vi har lært noget nyt på et kursus. Men bruger vi den nye viden, når vi er tilbage på det gamle arbejde?

COLOURBOX11731549.JPG

Kan et online kursus i at undervise elever i folkeskolen ændre lærernes måde at undervise på? Og hvis det kan, hvad skal der så til? En ny ph.d. af Signe Schack Noesgaard tager udgangspunkt i online opkvalificering af lærere.

Det er nogle af de spørgsmål Signe Schack Noesgaards publikationer og nye ph.d.- afhandling prøver at besvare på baggrund af empiri fra projektet KlogPåNaturfag.

Ph.d.en “Advancing work practices through online professional development” gør op med flere almene antagelser om kompetenceudvikling.

Vi antager ofte, at det at have lært noget nyt på et kursus automatisk får os til at ændre adfærd på jobbet. Praksisforbedring kan dog ikke vurderes ud fra, hvor meget vi har lært af et kursus.

Det er efter kurset, at den store opgave finder sted.

Det, som Signe Schack Noesgaards forskning pointerer, er, at nok er det en stor udfordring for lærere at initiere ændringer i undervisningen – specielt efter e-læring uden personlig facilitering.

Det er egentlig ikke noget nyt, men det er til gengæld det forhold, at selv, når ny adfærd initieres, er kurset stadig under afprøvning, og læreren skal se positiv effekt i klasseværelset for at vedholde den nye undervisningsadfærd.

Når vi er interesserede i en konkret praksiseffekt af vores initiativer, er det altså vigtigt at forstå, at praktikeren vurderer initiativernes effekt i praksis og på den baggrund vedholder den initierede ændring i undervisningen eller går tilbage til den forhenværende undervisning.

Det er ikke kun læreren, der skal ændre adfærd, når kurset er slut. Eleverne står også i en ny situation, når deres lærer begynder at undervise på en anden måde.

Eleverne skal hjælpes til at kunne præstere i en ny kontekst. Det er noget man ironisk nok ofte glemmer, selvom hele målet med initiativerne er at påvirke elevernes engagement og præstationer positivt.

Netop den del er afgørende, fordi læreren kan tage elevernes forvirring som et tegn på, at den nye undervisningsform ikke fungerer - og vender derfor tilbage til status quo.

Samtidig er det helt naturligt, at læreren føler sig inkompetent og famlende, når kan skal undervise på en ny måde, hvilket igen kan bevirke til at læreren vurderer, at initiativet ikke fungerer.

Denne sårbarhed og uforudsigelighed i lærerens vurdering af effektivitet understreger, at kompetenceudvikling må tænkes ud over vores sædvanlige kursusformater.

Vi må i stedet sørge for at kompetenceudvikling i langt højere grad end i dag bliver kontinuerlig, rettidig og kontekstuel – at vi støtter op der, hvor effektivitet bedømmes – i praksis.

Vi skal ikke dømme e-læring ude i denne sammenhæng.

I stedet kan vi gentænke e-læring som adaptive ’just-in-time’ uddannelsesteknologier (EdTech), der kan følge og udvikle praktikeren samtidig med at denne hjælpes med de daglige opgaver.

Der er utvivlsom et utappet innovationspotentiale og marked indenfor denne form for EdTech, netop fordi vi bliver ved med at placere kompetenceudviklingsinitiativer i kursusformater under antagelse af, at vi dermed ændrer praksis.

Der er udgivet syv forskningsartikler i løbet af ph.d.-projektet.

Kata fonden
3840 5414
Alsion 2
DK-6400 Sønderborg